5 gode råd når du skal købe regntøj til dit barn

Officielt er vi jo trådt ind i det – Efteråret.

Og selvom solen skinner idag, kommer det alligevel snigende. Vinden er lidt køligere, aftnerne lidt mørkere, og skyerne lidt mere tunge og grå.

Det efterlader ingen tvivl – det er ved at være regntidssæson.

Vi har samlet 5  råd, der er værd at huske på, når du køber regntøj til de små.

1. Vandsøjletryk

Du har uden tvivl hørt om det før, det berømte vandsøjletryk, både når du shopper regntøj, softshell og flyverdragter. Men hvad er det nu lige det er for noget, og hvorfor er det vigtigt?

Vandsøjletryk betyder helt forenklet vandtæthed. Tallet angives i millimeter, og selve tallet; fx 10.000 svarer til, at tøjet skal kunne modstå samme tryk, som hvis man står på bunden af et ti meter dybt bassin.

Ifølge Teknologisk institut, er vandsøljetryk på op til 10.000 mm, ikke afgørende i hverdagen, tværtimod kan et lavere tryk, sagtens være nok, og de fleste små forbrugere (altså dem der sidder på numsen i vandpytterne) vil være helt tilfredse med vandsøljetryk på 3.000-4.000.

Kig også efter detaljer, der hjælper med at sikre vandtætheden:

  • Er der elastik i fødder og ved håndled?
  • Er der elastikker til gummistøvlerene under foden ?

2. Sikkerhed

Skal dit barn bruge regntøjet i institution, er det en rigtig god ide, at sikre sig at regnjakken har aftagelig hætte uden snore. Så er du helt sikker på, at barnet ikke hænger i nogle steder.

Reflekser er også godt at have på regntøjet – de mørke våde morgener, kan en refleks gøre en kæmpe forskel.

3. Åndbarhed

Drivhus. AD. De fleste af os har prøvet det, den der klistrede fornemmelse der opstår, når man overhovedet ikke kan ånde under regntøjet.

Men det er en jungle at navigere rundt de tal der er angivet fra producenten, de er svære at teste og endnu sværere at tolke – åndbarhed måles i g/m2 på døgn. Giver det mening? nej vel?

Kig istedet efter ventilationsmuligheder i tøjet – et regnsæt med ventiler på udsatte steder (fx. under armene), er meget mere åndbart end et uden, men man skal naturligvis være opmærksom på, at ventilerne er lavet på en måde, så de stadig er vandtætte.

4. Med eller uden seler – tissetommelfingerreglen? 

Regnbukser med seler er genialt! Der slipper ikke vand ind, når lillepigen sidder i en vandpyt (ikke så meget ihvertfald). Og af en eller anden mærkelig grund, er det noget små børn holder meget af, altså at sidde i vandpytter.

Og derfor er regnbukser med seler geniale – Med mindre, man ikke bruger ble mere. Så kan det god blive lidt kompleks at komme på wc, især i den der børnehave-jeggårførstpåwcisidsteøjebliknårjegervedatbristesåingentagermitlegetøj-fase.

Min erfaring er altså at skifte til bukser uden seler, når barnet bliver så stort, at det skal kunne gå stærkt med selv at få regnbukserne ned.

Når du køber bukser uden seler, så værd opmærksom på at der er en god elastik i taljen.

Jeg har også gode erfaringer med regndragter til de helt små.

5. Med eller uden foer?

Det er lidt en smagssag om der skal være foer i regntøjet eller ej.

Det kommer meget an på hvordan og hvor meget regnetøjet skal bruges. Er barnet ude hele dagen, her i de halvkølige efterårsmåneder, eller er regntøjet blot et supplement til andet overtøj, i løbet af dagen?

Personligt foretrækker jeg uden foer – og sætter termotøj under regntøjet, hvis det bliver køligt. Det giver lidt flere variationsmuligheder.

Vær opmærksom på, at foer kan nedsætte åndbarheden i regntøjet.

Du finder altid en masse lækkert regntøj i vores udsalgskategori, hvor vi har samlet de bedste tilbud – kig forbi og gør et regnvejrskup 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *